Plejehjemmene kommer ikke til at være, som de plejer

Standard

Vi bliver flere ældre i Danmark, og det kan mærkes på plejehjem landet over, der oplever et større pres i takt med, at ældre og mere plejekrævende beboere flytter ind. På samme tid er udgifterne til ældreplejen højere end nogensinde før.

Af Daniel Skinbjerg

En dunst af friskbrygget kaffe spreder sig, mens to ældre kvinder bevæbnet med en rollator snegler sig ned ad gangen med retning mod husets fælleskøkken. Klokken er 8:30, og de første beboere på Plejehjemmet Ceres Huset er så småt begyndt at vågne op til det daglige morgenritual.

På vejen passerer de ældre kvinder flere døre. Nogle af dem står på klem, så de lavmælte stemmer på den anden side kan ænses. Andre døre er lukkede, så det kun er navneskiltet ud mod gangen, som vidner om, at der bor nogen på den anden side.

Langsomt, men sikkert nærmer de to ældre kvinder sig fælleskøkkenet, som efterhånden er blevet okkuperet af ældre i alle aldersgrupper. Ved håndvasken står en yngre kvinde med et navneskilt på brystet og byder de nytilkomne på en kop kaffe og en stol at sidde på.

Fra fysiske til psykiske handicap
Før i tiden var et plejehjem tiltænkt ældre, der havde fysiske skavanker og brug for daglig pleje. Men det har de seneste år ændret sig markant, hvor plejehjemmene er gået fra at huse primært svage ældre til at skulle tage sig af et stigende antal ældre med psykiske sygdomme.

”Mange af de ældre får flere gode leveår, hvor de vil kunne klare sig hjemme i en lang periode uden problemer. Men når de så kommer på plejehjem, er deres plejebehov større,” fortæller Peter Friis Laursen, der er forstander på Plejehjemmet Ceres Huset i centrum af Aarhus.

Han fortæller, at de i øjeblikket oplever en stigning i antallet af eksempelvis demente beboere eller beboere med specifikke sygdomme, som kræver større opmærksomhed fra de ansatte på plejehjemmet.

”Dem, der flytter ind, er oftest mere demente end tidligere og har større behov for pleje. På samme tid har de nye beboere flere individuelle behov end tidligere. Én madplan passer eksempelvis ikke til alle, så vi har flere behov, som vi skal imødekomme,” siger han.

Flere ældre i Danmark fremadrettet
Vi bliver flere ældre i Danmark i løbet af de næste ti år. Det viser en analyse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Viden og Velfærd. Antallet af ældre vil ifølge fremskrivningen stige fra 1,1 mio. til 1,3 mio., hvilket svarer til, at over hver femte dansker i 2028 vil være over 65 år.

Stigningen i antallet af ældre kommer ifølge analysen til at betyde et større behov for ældrepleje. Men mens de ’unge’ ældre over 65 år bliver boende hjemme, er det især dem over 80 år, som kommer til at sætte et pres på ældreområdet, da de ofte kræver mere pleje.

”Der bliver mange flere ældre – og mange flere ældre i aldersgruppen over 80 år fremadrettet. Det er de ældre over 80 år, som bliver dyre og trækker på de kommunale ydelser. På samme tid er det dem, som kommer på plejehjem og er plejekrævende,” siger Søren Teglgaard Jakobsen, der er chefanalytiker ved VIVE.

”Folk lever længere. De er sundere i løbet af deres liv, men også sundhedsvæsenet er blevet dygtigere og bedre. Og det gør folk i stand til at klare sig selv længere. Men på et tidspunkt indhenter alderen jo en, og næsten alle får behov for pleje på et tidspunkt,” forklarer han og tilføjer:

”Selvom man har været sund i 75 år, så er det ikke nødvendigvis et hjertestop, som slår en ihjel, men derimod en længerevarende sygdom, som måske kræver flere ressourcer fra ældreplejen.”

Flere penge tilført ældreområdet, men færre udgifter per ældre
Med det stigende antal plejekrævende ældre, følger også et økonomisk pres, som har ført til, at ældreområdet i flere år har råbt efter at få tilført flere penge. Det har også betydet, at politikerne de seneste år har tilført flere penge til området.

Tal fra Danmark Statistik og udregninger udført af Altinget viser, at kommunernes udgifter til ældreomsorg i 2018 forventes at være historisk højt og steget fra 38 mia. kr. i 2008 til 46 mia. kr. i 2018. Men i samme tidsperiode er udgifterne per ældre faldet.

”Vi kan mærke, at vores økonomi ikke er blevet mindre. Økonomisk set har vi indtil videre fået det til at hænge sammen. Men lige nu mangler vi fem-seks assistenter. Det har vi ikke råd til at ansætte,” siger Peter Friis Laursen fra Plejehjemmet Ceres Huset.

”Jeg synes, at vores kreativitet er stor. Vi prøver hele tiden at imødekomme de krav og forventninger, der er til ældreplejen. Men det er klart, at hvis der bliver tilført færre midler, så kan det godt være at man fremadrettet ikke kan levere den samme service,” fortsætter han.

Peter Friis Laursen, forstander på Plejehjemmet Ceres Huset, mener ikke, at der er plads til mere effektivisering. Foto: Daniel Skinbjerg

Øremærkede midler en udfordring
Mens der afsættes flere penge til ældreområdet, er mange af disse dog øremærket forskellige formål fra politisk side af. Eksempelvis til ekstra omsorg i form af varm mad i weekenderne og klippekortsordningen, der skal give de ældre mulighed for at få en halv times ekstra hjælp hver uge og har fået tilført flere hundrede millioner kroner i puljepenge.

En nylig undersøgelse foretaget af DR Nyheder viste dog, at en stor del af midlerne afsat til ordningen ligger og samler støv. Også i Aarhus Kommune, hvor kun 78 procent af pengene sat af til klippekort for beboerne på plejehjemmene er blevet brugt. Det er et problem, mener Peter Friis Laursen, der hellere så, at pengene blev brugt på at ansætte bemanding på plejehjemmene.

”Det er et god initiativ, for selvfølgelig skal der laves varm mad – også i weekenderne. Men mange af pengene i budgetterne er styret et andet sted fra. Vi vil gerne have flere varme hænder, men nogle gange er pengene øremærket, så det er svært at få det hele til at gå op,” siger han.

Ej plads til effektivisering
Om vi i fremtiden kommer til at få råd til det stigende antal ældre, der har større behov for pleje, står hen i det uvisse. Chefanalytiker Steen Teglgaard Laursen fra VIVE fortæller, at det hele kommer an på, hvordan man vil prioritere midlerne fra økonomisk side af.

”Det er et prioriteringsspørgsmål. I forhold til alle de velfærdsområder der er, så er der allerede et stort pres på ældreområdet. Desuden opstår der en intern konkurrence med andre områder såsom børn og unge, så man må kæmpe om de midler, der er,” siger Steen Teglgaard Laursen.

Peter Friis Laursen fra Plejehjemmet Ceres Huset mener ikke, at der er mere plads til effektivisering i ældreplejen, hvor de ansatte på landets plejehjem allerede løber så hurtigt som muligt for at holdet et højt kvalitetsniveau.

”Jeg tænker ikke, at vi kan effektivisere mere nu. Vi har rigeligt travlt. Folk er beskæftiget fra de møder ind til de går hjem. Så er man i hvert fald fra politisk side nødt til at gå ud og sige, at der vil komme nogle forringelser på området,” siger han.

Fjerde dag i retssag om knivstikkeri på Dansebar & Einstein

Standard

Onsdag var fjerde dag i retssagen om et knivstikkeri begået d. 10. marts i år på Dansebar & Einstein på Smallegade i Herning. Her er tre mænd tiltalt for at have stukket tre personer med en kniv, hvoraf den ene endte i livsfare efter at være blevet ramt i brystet.

Af Daniel Skinbjerg

Tre mænd i alderen 27 til 30 år tog onsdag plads i Retten i Herning til den fjerde dag i den igangværende retssag om et knivstikkeri begået på natklubben Dansebar & Einstein. De er alle tiltalt for blandt andet forsøg på manddrab.

Mændenes forsvarer indkaldte denne gang gæster fra natklubben, som overværede episoden d. 10. marts 2018. Her afhørte retten i alt ni vidner, hvoraf tre var fra anklagerens side, mens seks var indkaldt af forsvarerne.

Under retssagen blev flere overvågningsvideoer vist – blandt andet fra udenfor Dansebar & Einstein samt indgangen, dansegulvet og rygerummet. Ingen viste selve knivstikkeriet, men skulle danne et overblik over sagen.

En stille og rolig aften
Et af vidnerne, som var på natklubben under knivstikkeriet, beskriver aftenen som stille og rolig. Hun havde sammen med en veninde været i kontakt med de tiltalte i klubbens rygelokaler inden gerningen.

”Vi snakkede med nogen, som jeg havde lånt en lighter af. De kom fra Rødovre og var venlige over for os,” sagde hun og tilføjede, at stemningen ændrede sig, efter mændene havde forladt rygerummet.

“Vi kunne se, at nogen var kommet op at skændes og begyndte at slås omkring 8 – 10 meter fra os. Der var nok en håndfuld mennesker,” erindrede hun.

Hun fortalte, at der ikke var nogen indikation på, at slagsmålet havde været så alvorligt, og nogen var blevet stukket ned. Festen fortsatte for dem ufortrødent, til de fik at vide, hvad der var sket.

”Vi så ikke nogen kniv,” sagde hun.

Slåskamp udenfor
Et andet vidne, som indtog retssalen, var en ung mand, som deltog i slagsmålet uden for natklubben. Han var en del af samme fødselsdagsselskab som ofrene for knivstikkeriet, der fandt sted kort efter, at gruppen ankom til natklubben.

”Jeg står og hygger mig og kigger på nogle kammesjukker foran, som skal betale for vores flasker. Jeg ser så en knytnæve komme flyvende igennem døråbningen,” fortalte han.

Efter vidnets udsagn opstod der tumult indenfor, og dørene fra gangen til barområdet blev lukket og senere sparket op, hvorefter en slåskamp fulgte ude på gaden mellem personer fra fødselsdagsopbuddet og de tre tiltalte.

”Jeg ser én person med trukket kniv og en anden person, der vil vise han har en kniv i lommen. Han råber, at han stikker os, hvis vi nærmer os,” sagde han.

Personen, som havde trukket kniven, var ifølge vidnet skaldet, havde et stort skæg og rendte under episoden rundt i bar mave. Vidnet fortalte desuden, at vedkommende råbte, han var medlem af banden Satudarah.

Drama uden for retssalen
Efter afhøringen af vidnet blev afsluttet, kom det frem, at han kort efter afhøringen havde været i kontakt med den ene tiltaltes kæreste, som stod uden for retssalen med deres fælles barn.

Her skulle han ifølge kæresten have henvendt sig til hende og sagt: ”Det er en sød pige du har der,” hvilket hun havde opfattet som en trussel. En hændelse, som ikke faldt i god jord hos den tiltalte.

”Nu skal du få styr på dine folk, ellers kommer der en masse til Herning senere i dag,” råbte han ud blandt de fremmødte i retssalen, hvor nogen angiveligt kendte personen, som blev afhørt.

Dom afsiges torsdag
Det forventes, at der afsiges dom i sagen torsdag i næste uge d. 29. november.

(3.488 tegn)

Jeg vil fortælle, at der under fjerdedagen af retssagen for et knivstikkeri i Herning blev set overvågningsvideoer og afhørt vidner til episoden.

Fra millionløn til havregrød til aftensmad

Standard

Da Jan Bo Lilliendal i 2008 forlod sin stilling som konsulent i en verdensomspændende IT-virksomhed for at forfølge sin drøm som iværksætter, var det med hovedet højt. Men da finanskrisen ramte, og hans virksomhed gik konkurs, fik det vidtrækkende konsekvenser.

Af Daniel Skinbjerg 

Hvert år etableres der mere end 30.000 nye virksomheder i Danmark ifølge Danmarks Statistik. Mange af disse af iværksættere, som drømmer om at blive selvstændige og få succes. Men mens nogen lykkes med deres drøm, må over 6.500 erklære sig konkurs med store konsekvenser til følge.

En af dem, som på egen krop oplevede, hvordan en konkurs kan ramme hårdt personligt økonomisk såvel som personligt, er 50-årige Jan Bo Lilliendal, der for ti år siden forlod en velbetalt stilling til fordel for at blive iværksætter.

Velbetalt job hos international IT-virksomhed
Året er 2008, og Jan Bo Lilliendal er bosat i England med sin kone og to børn. Til hverdag arbejder han hos Hitachi som leder af en afdeling, der arbejder med IT-sikkerhed for virksomheder i Europa, Mellemøsten og Afrika. Et arbejde, som involverer en arbejdsuge på 70 timer og utallige rejser.

”På det tidspunkt har jeg en løn på langt over en million kroner om året. Og ligeså en meget høj pensionsopsparing. Det var ikke fordi, jeg kørte rundt i en stor bil, eller at børnene fik mere end andre. Men min økonomiske situation var bestemt god,” siger Jan Bo Lilliendal.

Men på hjemmefronten ulmede krisen. Hans ægteskab var kommet på et sidespor, og den krævende arbejdsuge resulterede i stresslignende symptomer. Ovenikøbet lå Jan Bo Lilliendals far syg hjemme i Danmark. Hele hans tilstedeværelse ændredes med et enkelt opkald.

”Telefonen ringede, og jeg fik at vide, at min far var døende, og jeg nok skulle skynde mig hjem for at sige farvel. Jeg hoppede på første fly hjem til Danmark, og nåede netop at sige farvel, fem timer før han døde,” fortæller han.

Farens død satte tankerne i gang hos Jan Bo Lilliendal. For i virkeligheden betød familien måske mere, end han før troede. Og at tiden sammen havde større værdi, end et godt job hvor man rejste verden rundt og tjente i omegnen af en million hvert år.

”Jeg indså, at mine to drenge, som er født i England, ikke fik særlig meget tid med sine bedsteforældre. Det, der talte for at blive, var, at jeg sad i en tryg stilling. Men så kunne jeg ikke få mine sønner at se. Så jeg valgte, vi skulle tilbage til Danmark samme år,” siger Jan Bo Lilliendal.

Drømmen om iværksætteri
Flyttekasserne bliver pakket, og sammen med familien rejser Jan Bo Liliendal tilbage til Danmark, hvor en ny tilstedeværelse venter. Han startede med at arbejde hos en virksomhed i Nørresundby, men i 2009 opstår der en mulighed for, at han kan forfølge to af sine store passioner. 

”Jeg har en stor passion for hunde og begynder på en hundeadfærdsuddannelse, som drives af en virksomhed, der er på konkursens rend. Det ender med, at jeg køber virksomheden og gerne vil arbejde med hundetræning i stedet,” siger Jan Bo Lilliendal.

Han solgte sin pensionsopsparing og købte virksomheden for en halv million kroner. Derudover havde han 300.000 kroner at leve for, mens han arbejdede på at få virksomheden til at køre rundt. Penge var der nok af, og han kunne altid falde tilbage til et andet arbejde.

”Hunde var nemme at forudsige. De havde ikke skjulte agendaer. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne få noget ro og måske løse nogle IT-opgaver ved siden af for at tjene ekstra penge, hvis det ikke løb rundt,” siger han.

Allerede fra start af skulle det dog vise sig at blive en udfordring. Finanskrisen kradsere hårdere end ventet, og pengetanken tørrede ud. På samme tid måtte han aflevere et stort beløb til sin ekskone, da han blev separeret. Og IT-opgaverne var der ikke tid til at løse.

Fra forgyldt til fallit
I 2013 bliver Jan Bo Lilliendals virksomhed tvangsopløst. Pengene er brugt op, og hans ejendom ender på tvangsauktion. De bygninger, som han har købt for 1,6 millioner kroner for få år siden, sælges for 140.000. Pludselig har han en gæld på 1,5 millioner kroner.

”Jeg troede, at det bare var noget, man hurtigt fik overstået. Man læser i avisen om de her forretningsmatadorer, som lukker den ene virksomhed efter den anden og starter op igen. Men det gik op for mig, at det er ikke noget, man bare kan,” siger han.

”På daværende tidspunkt sagde jeg bare til mig selv, at der ikke er nogen i Danmark, som dør af sult. Hvad er det værste der kan ske? Jeg har tag over hovedet. Jeg var ikke bekymret over at være gået konkurs.”

Måtte vende hver en krone
Medens startede en periode med uvished i Jan Bo Lilliendals liv. Han var gået fra at have en millionløn til at måtte vende hver en krone. Oveni det måtte han vente på at få svar i forhold til, hvad der skulle ske med hans gæld.

”Vi måtte strække pengene, så meget vi nu kunne. I stedet for at handle ind til frikadeller, spiste vi havregrød til aftensmad. Bare det at tage ud og handle fredagsslik med børnene var voldsomt svært. Men det fik de aldrig at vide.” fortæller Jan Bo Lilliendal og tilføjer:

”Førhen havde jeg ikke skrupler over at bruge 100 kroner. Det var noget, jeg gjorde hver eneste dag, og hvis der var noget, som jeg ville have, købte jeg det bare. Nu var 100 kroner meget, og jeg fik et helt andet forhold til penge.”

Udover de økonomiske konsekvenser, betød det også, at Jan Bo Lilliendals forhold til familien ændrede sig drastisk. Nogle familiemedlemmer skyldte han penge, og andre fik han ikke besøgt, fordi pengene ikke rakte langt nok.

”Familien reagerede noget forskelligt.  Nogen var skuffede, andre besøgte jeg ikke, fordi jeg havde råd til at købe brændstof og komme på besøg. Jeg blev distanceret fra dem,” siger han.

Fremtidsudsigter
Tre år skulle der gå fra, at Jan Bo Lilliendal havde søgt om gældssanering, til han var afklaret om sin situation. Med et brev fra SKAT i 2016, ændrede hans situation sig markant. Pludselig kunne han se lyset i horisonten. Et lys, som havde været fraværende i flere år.

”Vi blev pålagt at skulle betale 67.000 om året. Her vidste jeg, at der kun ville gå fem år, så stod vi ligesom alle andre. Det var en kæmpe lettelse,” siger han.

For Jan Bo Lilliendal lever drømmen om at blive selvstændig stadig i bedste velgående. Han driver i dag flere virksomheder med sin nye kone, og sammen har de to børn.

”Det var dyre lærepenge. Men hvis du spørger mig, om jeg ville have gjort det igen, så ville jeg. Der er dog ingen tvivl om, at jeg ville have gjort det anderledes. Hvis man ikke har haft en konkurs, så er man ikke en ægte forretningsmand.”

(6.499 tegn)

Hørkilde På Kanten: Kolding Kommunes kommunikationsafdeling

Standard

Af Daniel Skinbjerg

Kolding Kommune har eksisteret som selvstændig kommune siden 1970, hvor den tidligere var en del af Vejle Amt. Kommunens kommunikationsafdeling finansieres gennem det kommunale budget og har en overordnet strategi, som forsøger at ramme alle borgere.

Derudover arbejder de med flere målgrupper, hvor der over de seneste år er kommet større fokus på de unge. Derfor er kommunen også ude på de fleste sociale medier – inklusive Instagram og Tinder.

Arbejdsforholdene for journalisterne ansat i kommunen er ikke særlig stringente, ifølge Frederik Muff Hansen som er praktikant. Han fortæller, at den redaktionelle arbejdsgang har frie rammer, og man må forsøge sig frem med kreative kampagner.

Men på samme tid findes der nogle seriøse opgaver, som kræver, at man overholder nogle retningslinjer fastsat i forvejen – f.eks. i forhold til politisk stof og møder.

Udenlandsk tilflytter i Aarhus: Svært at falde til

Standard

Hvert år flytter tusindvis af udlændinge til Danmark for at arbejde og studere. Men det kan være en udfordring at falde til. Da 29-årige Dan Woolbarn flyttede fra England til Aarhus, blev han mødt med modstand fra både systemet og samfundet.

Af Daniel Skinbjerg

Tilbage i 2014 sad 29-årige Dan Woolbarn i flyvemaskinen på vej til Danmark med sin kæreste. Ude foran vinduet gyngede bølgerne i Nordsøen – og inden i ham fløj tankerne rundt. Hans kæreste skulle studere på Aarhus Universitet, mens hans egen fremtid i Aarhus stadig var uvis.

Han var sprunget ud i det og havde forfulgt ambitionerne om at opleve og skabe sig en tilværelse uden for England. Første del af planen gik på at finde et fast arbejde, så drømmen kunne blive til virkelighed. Men der gik ikke lang tid, fra han landede i Danmark, til udfordringerne meldte sig.

”Det var svært at finde et arbejde i første omgang. Man skal bruge tid og kræfter på det. Mange arbejdspladser ser det som et krav, at man kan dansk. Men hvis man er vedholdende, er det muligt,” fortæller Dan Woolbarn om sin første tid i Danmark.

Mødt med modstand
Dan Woolbarn stod over for en ond cirkel, som mange udenlandske tilflyttere møder, når de kommer til Danmark. Systemet gav ham modstand, siden han ikke var dansk statsborger. Alt det basale, som at oprette en bankkonto, gå til lægen og lignende, blev næsten umuligt.

”Der er en lang række problemer, når man er udlænding på udkig efter et job. Man skal bruge et CPR-nummer for at få et arbejde, men man skal have et arbejde for at få et CPR-nummer. Det er en ond cirkel, og man får brug for nogen, der kan hjælpe en,” siger han.

Mere end et halvt år skulle der gå efter ankomsten til Danmark, før Dan Woolbarn endelig fandt et job og sikrede sig en fast indkomst. Men der skulle mange ansøgninger til, før det blev en realitet. Flere forsøg det samme sted var også nødvendigt, inden drømmestillingen kom i hus.

”Jeg blev bartender på Tir Na Nog, efter jeg havde søgt for tredje gang. Det krævede vedholdenhed, fordi der ikke var en plads ledig. Men pladsen kom, og jeg havde vist, at jeg ville det her,” siger han.

En vej ind i fællesskabet
Til trods for glæden over ansættelseskontrakten følte den britiske tilflytter endnu ikke, at han havde vundet i lotto. Det var stadig svært at finde sig til rette, når man kom langvejs fra og ikke havde nogle venner i det nye land.

”Det sværeste ved at arbejde i Danmark som tilrejsende er at integrere sig i det danske samfund, sproget og kulturen. Men det er altid mit mål at gøre netop det,” siger han.

Heldigvis for Dan Woolbarn var Aarhus en by med mange udenlandske tilflyttere. Alene på Tir Na Nog var der et dusin ansatte fra andre lande som England, Australien og Irland. Det skulle vise sig at blive en kæmpe hjælp, at finde nogen som var i samme båd som ham.

”Fællesskabet for udlændinge her i Aarhus er virkelig godt. Der er masser af facebookgrupper og foreninger, man kan være medlem af, hvis man har brug for hjælp. Nogen har været her i lang tid, mens andre har været her i kort, så vi hjælper hinanden,” fortæller han.

Vil blive i Danmark på ubestemt tid
Efter næsten 5 år i Danmark har Dan Woolbarn endelig fået etableret en fast base med kæresten, arbejdet og et hjem. Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad der skal ske de næste år, selvom Brexit ulmer i horisonten.

”Jeg planlægger at blive i Danmark på ubestemt tid, medmindre planerne ændrer sig. Det kommer an på Brexit, men jeg håber at alt forbliver, som det er, og vi får lov til at blive,” siger han.

Han indrømmer dog, at hjemlandet stadig trækker, og han stadig ikke helt har vænnet sig til at bo i Danmark, selvom det nu er lang tid siden, han fløj over Nordsøen for at lande i Jylland. Specielt én ting savner han.

”Det er dejligt og hyggeligt, og man kan gøre, hvad man vil i Danmark. Men det, jeg savner mest ved at være hjemme, er maden. Efter min mening spiser danskerne alt for meget fisk,” siger han med et glimt i øjet.

 

(3.985 tegn)

Legetøjsgeværer og plastik-patroner: Jonas bruger airsoft som hverdagsterapi

Standard

Hver eneste onsdag og lørdag eftermiddag skifter 25-årige Jonas Trampe cocktailglas og mixere ud med legetøjsgevær og plastikpatroner, når han dyrker hardball på Aarhus Hardballbane. En sport, som gør ondt på både krop og pengepung.

Af Daniel Skinbjerg

 

”Jeg er ramt!” skriger en mand i militæruniform og tager sig til benet.

Omkring ham samles et mylder af fjender med røde armbånd, som er rykket nærmere deres mål: En forladt campingvogn gemt dybt inde i en nærliggende skov, som beskyttes af de andre. Langsomt, men sikkert, lister de sig gennem passagerne mellem træerne med geværløbende stift rettet fremad, mens hvert et hjørne sikres.

Pludselig lander en hvæsende granat blandt dem. Den eksploderer i et højlydt brag og sender hundredvis af hvide plastikkugler flyvende afsted, som rammer alt i en radius på ti meter omkring den. Fjenderne er blevet tilintetgjort, og en anden soldat dukker op og giver den sårede kammerat en high-five. Han er klar igen.

Scenen minder mest af alt om en fejslagen militæraktion. Men i virkeligheden er det bare en leg – eller sport, som nogle vil kalde det – når op imod 50 mennesker hver onsdag og lørdag samles for at dyrke hardball i Aarhus-forstaden Brabrand. En sport, som involverer hårdtskydende legetøjsgeværer og plastikkugler.

Et stærkt sammenhold
En af de militærklædte mænd, som er til at finde på banen, er 25-årige Jonas Trampe. Han er blevet fast inventar på banen, siden han for syv år siden satte sine fødder på den for første gang.

”Det var min bror, der hev mig med ind i det. Jeg har altid været fascineret af legetøjet, og en dag tog jeg herud og spillede med. Og så blev jeg vel bare bidt af det,” siger Jonas Trampe, med sin hjelm under armen.

På skulderen af hans uniform sidder et orange mærke, der designerer, hvilket hold han spiller for fast – ligesom soldater, der drager i krig, har dannebrog syet i trøjen. Fællesskabet er ifølge ham en af sportens største fordele og er med til at give ham et afbræk fra hverdagen.

”Det bedste er sammenholdet. Nogle af de andre, inklusive mig selv, bruger sporten som terapi. Det er er rart at få lov til at afstresse lidt, skyde på nogle andre og hygge sig med vennerne,” siger han.

Plastikkugler og myggestik
Det er langt fra alle, der velvilligt begiver sig ind på Aarhus Hardballbane. Og med god grund. Det gør ondt at blive ramt af de hvide kugler, som skydes afsted med en fart på 100 meter i sekundet.

Bliver man ramt, efterlader det et rødt mærke på kroppen på størrelse med en 50 øre – et ’myggestik’, som de rutinerede spillere på banen kalder det. Men det skal man ikke tage sig af, ifølge den garvede hardballspiller.

”Det kan godt gå hårdt for sig. Men det er ligesom fodbold. Nogen er bange for bolden, mens andre ikke er,” siger han og pointerer, at det ikke er farligt, så længe man har beskyttelsen.

Gør ondt på pengepungen
Udover at sporten gør ondt på kroppen, gør den også ondt på pengepungen, fortæller Jonas Trampe. Man skal nemlig købe både våben, beskyttelsesudstyr og andet tilbehør. Han tøver, da han bliver spurgt ind til, hvor mange penge han har brugt indtil videre.

”Uha, sådan noget spørger man ikke om. Alt for meget. Det præcise tal kan jeg ikke sige. Det vel cirka 40.000 kroner,” siger han tøvende.

Men det bør ifølge ham ikke være en barriere for folk, at sporten koster mange penge. Hvis man vælger at leje våben ved banen, kan man være med for et relativt lille beløb. Også selvom man ikke har nogen erfaring med hardball overhovedet.

”Man kan leje en riffel og en maske, og det er sådan set det. Så kan man senere vælge, om man vil købe et våben eller lade være,” siger han og opfordrer til, at man prøver at være med, hvis man har modet til det.

 

3.751 tegn

En midlertidig skade for livet

Standard



Da 22-årige Nikolaj Sig Skov i oktober 2017 vred om på sit knæ i en fodboldkamp, vidste han med det samme, at den var helt gal. Men selvom smerten hurtigt satte ind, gik der flere uger, før han fandt ud af, hans korsbånd var revet over. Og endnu længere tid før en operation kunne få ham på benene igen og lade ham leve en normal dagligdag.

Af Daniel Skinbjerg

Det er en søndag d. 8. oktober 2017. Vi befinder os på en fodboldbane i det centrale Aarhus, hvor efterårsregnen natten forinden har silet ned på græstæppet og forvandlet den tørre jyske muld til et tungt, mudret underlag.

Ude på banen er der fuld gang i Serie 4-kampen mellem Åbyhøj IF og Team Prügelknappe. Forholdene er langt fra perfekte, men kampen er jævnbyrdig. I Åbyhøj IF’s midterforsvar står 22-årige Nikolaj Sig Skov afventende.

Pludselig får en af Team Prügelknappes spillere igangsat et kontraangreb op ad banen. En modstander, som står med ryggen til Nikolaj Sig Skov, får bolden, vender sig om og sætter i løb mod Åbyhøj IF’s mål.

Nikolaj Sig Skov drejer med al sin kræft hele sin krop til højre side i et forsøg på at følge med, men han sidder fast i græsset, og låret fortsætter sit momentum. Samme sekund lyder et højlydt knæk fra knæet.

Han ved med det samme, at den er gal og udbryder højt, at han har brug for assistance. Og det skal være nu.

Nikolaj Sig Skov havde spillet fodbold i 16 år, da han blev skadet i en kamp mellem Åbyhøj IF og Team Prügelknappe. Foto: Daniel Skinbjerg

På besøg hos vagtlægen

Selvom Nikolaj Sig Skov den dag havde i tankerne, at det nok var bedst at tage til vagtlægen, forblev han standhaftig. Han skulle ikke på skadestuen og spilde tid i et venteværelse.

Efter kampen tog han i stedet hjem til en af kammeraterne, hvis far var læge. Han konstaterede, at det ikke var en alvorlig skade og højst sandsynligt blot et vrid i knæet. Nikolaj Sig Skov skulle hvile og se, om smerterne forsvandt. Men det gjorde de langtfra.

”Morgenen efter kunne jeg hverken bøje eller bevæge benet. Og smerterne var kun blevet værre. Derfor kontaktede jeg min egen læge med det samme,” fortæller Nikolaj Sig Skov.

Samme dag fik han en tid hos lægen, som ikke kunne finde frem til, hvilken skade der var tale om. Han vurderede, at den unge fodboldspiller skulle have en MR-scanning. Ventetiden var 3 uger. Men for Nikolaj Sig Skov føltes den længere.

Operation og genoptræning

Nikolaj Sig Skov venter stadig på, at han igen kan betræde græsset i en fodboldkamp for Åbyhøj IF. Foto: Daniel Skinbjerg

Efter MR-scanningen fik Nikolaj Sig Skov konstateret, at hans korsbånd – et led midt i knæet, der holder knæet stabilt – var blevet revet over. Han kunne vælge enten at blive opereret eller genoptræne det.

Valgte han et genoptræningsforløb, ville han med stor sandsynlighed ikke kunne spille fodbold igen. Valgte han derimod operationen, ville han være sengebunden i månedsvis, men blive i stand til at kunne spille igen.

”Jeg var ikke meget for operationen fra start af. Men jo mere jeg snakkede med min familie, gik det op for mig, at det nok var det bedste. Kort tid efter ringede jeg til lægen og sagde, at jeg ville opereres,” siger Nikolaj Sig Skov.

Foran Nikolaj Sig Skov lå et frustrerende år. Allerede dagen efter operationen skulle han til sin første genoptræning. Tre timer hver eneste dag, flere måneder frem, indtil han kunne smide krykkerne og igen gå uden problemer.

Afhængig af forældrenes hjælp

Efter operationen var Nikolaj Sig Skov ikke længere en uafhængig person. Han flyttede hjem til sin mor og stedfar den første måned, så de kunne hjælpe ham med dagligdagsopgaverne.

”Lige fra starten savnede jeg allermest at kunne pisse, nå jeg skulle. Det var fandeme en længere proces at finde krykker frem, komme ned at sidde og strække benet,” fortæller han.

Kedsomheden meldte sig hurtigt. Først efter 2 måneder kunne Nikolaj Sig Skov igen arbejde i den børnehave, som han altid havde gjort, uden at smerterne tog overhånd. Alt var dog ikke som før. Han kunne hverken lege eller spille fodbold med børnene.

Selvom skaden har taget hårdt på ham, er Nikolaj Sig Skov stålsat på, at komme til at spille fodbold på højt niveau igen. Foto: Daniel Skinbjerg

Fylder mere, end man skulle tro

Når Nikolaj Sig Skov i dag ser tilbage på sin skade, kom den til at fylde meget mere i hans liv, end han forestillede sig den søndag i oktober, hvor han lå i græsset og bed smerten i sig, mens han tog sig til knæet.

”Jeg havde altid spillet meget fodbold og været social. Og ofte kom det sociale først. Men alt det blev i en periode taget fra mig, og det ændrede på, hvordan min hverdag så ud – også den dag i dag,” siger Nikolaj Sig Skov.

Hos den nu 23-årige Nikolaj Sig Skov er optimismen alligevel til at spore. Skaden er næsten forsvundet, men udfordringerne består. Han må afholde sig selv fra at tage fodboldstøvlerne ned fra hylden lidt endnu. Én ting står dog klart.

”Mit næste mål er endnu en gang at kunne gå på banen til en fodboldkamp i Serie 4,” afslutter han.

(4988 tegn)